Det er miljørigtigt, det er komfortabelt og så ankommer du tilmed lige midt i byen. Der er mange fordele ved at rejse på ferie med tog, så lad bilen blive hjemme og rejs på opdagelse i Nordtyskland med toget. Du kommer både hurtigt og billigt til skønne Hamborg – en by som er fuld af spændende oplevelser for hele familien.

Klimadebatten har for alvor fået togrejser tilbage i den folkelige bevidsthed. I Europa bliver der investeret mange penge i gode jernbaneløsninger – ofte for at gøre livet lettere for pendlere i nærområdet, men de gode løsninger kommer naturligvis også turister til gode. I Tyskland er tog på tværs af landsdelene således en seriøs konkurrent til flytrafikken, og det er skønt for både passagererne og klimaet.

Fra Købehavn til Hamborg på 4½ timer

Der findes direkte tog til Hamborg fra både København og Aarhus – fra begge danske byer tager den hurtigste rejse ca. 4 timer og 30 minutter. Rejsetiden er således konkurrencedygtig i forhold til både bil og fly. Selve flyrejsen kan naturligvis klares på kortere tid, men hvis du medregner transport til og fra lufthavnen, samt spildtid i selvsamme lufthavn, bliver regnestykket hurtigt et andet.

Udover selve transporttiden er der også to andre spørgsmål, der presser sig på – nemlig priser og komfort. Du kan ofte finde billige togbilletter til Hamborg – specielt hvis du planlægger din rejse i god tid. Vær også opmærksom på, at børn rejser gratis med toget. Tager du på togrejse til Hamborg med børn, skal du derfor blot sørge for pladsbilletter til børnene.

Når det gælder komfort vinder toget ofte over de kompakte flykabiner. Togsæderne er behagelige, og der er god benplads, god plads til din bagage (som du ofte skal betale ekstra for at medbringe i flyet) og så har du tilmed gode muligheder for at bevæge dig rundt i toget, hvis du får brug for at bevæge dig. Herudover slipper du for trængslen ved lufthavnsgaten og postyret når alle passagerer vil ud af kabinen på samme tid.

Sightseeing i Hamborg

Hamborg er en rigtig storby, som byder på alle typer seværdigheder, oplevelser og restauranter. Er du til shopping, så starter indkøbsoplevelsen lige udenfor banegården, hvor de brede gågader lokker med spændende butikker og udsalgsvarer. Er I på familietur, så er Miniatur Wunderland – Europas største modeljernbane – oplagt at besøge. Her bevæger alle former for miniatur-transportmidler sig rundt i detaljerede og forskelligartede landskaber.

Du kan finde mere inspiration til de bedste seværdigheder i Hamborg her. Det kunne eksempelvis være en tur i zoo, en sejltur i det store havneområde eller en rundvisning på det smukke rådhus. Hamborg har virkelig noget for enhver smag. Og jagter du en uforglemmelig bytur, så må du ikke snyde dig selv for et besøg på Reeperbahn – en af Nordeuropas bedst kendte gader. Her ligger barer, diskoteker, natklubber og stripbarer side om side i lyset fra funklende neonlamper.

Kategorier: Blogindlæg